“Efter morgenandagten, hvor jeg havde fortalt om, at Jesu blod vasker vores synder bort, bad min kollega deltagerne lægge hovedet ned på armene og være stille, mens han spillede en lovsang.”
“Derefter rakte 12 unge hånden op og senere 12 mere, som alle ønskede at lægge deres liv i Guds hænder, blive bedt for og velsignet. Det var fantastisk at være med til!”
Sådan fortæller missionær Vivi Agerbo Jørgensen om et seminar, som hun og hendes kolleger fra litteraturforlaget Soma Biblia var med til i januar i Mbeya i det sydvestlige Tanzania.
Hjælper unge til at leve et kristenliv med en sund tro på Gud
På seminaret, som er en del af et større projekt blandt kirker i Tanzania, lancerede Soma Biblia deres nye bog “Fikia Maisha”, som på dansk betyder “Ræk ud efter livet”.
Projektet støttes af Luthersk Missions Unge (LMU) og skal hjælpe unge tanzaniere til at leve et kristenliv med en sund tro på Gud.
Bogen tager aktuelle spørgsmål og emner op, som relaterer til de unges liv, og giver dem en bibelsk oplæring i et hverdagsagtigt sprog, så de bedre kan forstå det.
For nogle er det at være kristen en livsstil
De unge, som gik til forbøn, var blevet opfordret af deres lokale præst til at deltage på seminaret sammen med andre unge og ungdomsledere fra menighederne i området.
“Alle deltagerne er kristne af navn, men kun Gud kender hjerterne. For nogle er det at være kristen en livsstil og ikke et personligt forhold til Jesus,” siger Vivi Agerbo Jørgensen.
Derfor glæder det hende rigtig meget, at så mange unge sagde ja til at tilhøre Jesus.
“Som min kollega udtrykte det bagefter: ‘Det ville være spildt arbejde at lære unge at have bibelstudie, hvis de ikke havde fået muligheden for at modtage Jesus som frelser.'”
LMU vil indsamle 500.000 kroner til projektet
Der er i Tanzania planlagt seminarer syv forskellige steder, hvor præster og ungdomsledere undervises i at anvende bogen og vejlede de unge i at leve deres liv med Gud.
Herefter vender ungdomslederne hjem til deres menigheder og opstarter bibelstudiegrupper med 5-10 unge i hver gruppe.
Målet for LMU’s missionsprojekt er at indsamle 500.000 kroner, som skal gå til at distribuere bøgerne og afholde seminarerne.