”Det var fantastisk, men også meget ufortjent.”
Luka Lindeskov Pedersen fortæller om den modtagelse, som han og ti andre unge danskere fik i landsbyen Ialibu i Papua Ny Guinea midt i juli.
Deres ti-dages rejse dertil var arrangeret af det kristne flyselskab MAF’s ungdomsarbejde Co-Pilot.
”Ialibu ligger meget afsides oppe i bjergene, og den er grundlagt for 50 år siden af det danske missionærpar Sophia og Jacob Sode. Fordi vi er danskere ligesom Jacob, blev vi modtaget med stor taknemmelighed, kærlighed og gæstfrihed,” siger Luka.
”Det gjorde et stærkt indtryk at høre, hvordan de taler om Sophia og Jacob. Vi var ikke et sekund i tvivl om den forskel, de har gjort.”
Oplevede selv, hvor vigtig MAF’s arbejde er
Luka fortæller, at selve rejsen til øen Papua Ny Guinea, der ligger nord for Australien, var en udfordring i sig selv.
”Der var nemlig problemer med det sidste fly, indenrigsflyet, så vi blev to dage forsinket,” siger han.
”Vi skulle op til Mount Hagen, hvor MAF’s hovedkontor på øen ligger. Og da infrastrukturen i landet er så dårlig, at det er umuligt at komme rundt på anden vis end med fly, måtte vi bare vente.”
Mount Hagen ligger kun en times flyvning fra lufthavnen, og på tredjedagen kom MAF og hentede dem. Her oplevede de unge danskere på egen krop, hvor vigtigt MAF’s arbejde er.
Viser Guds kærlighed gennem praktisk hjælp
I 2020-2022 var Luka volontør for LM i Tanzania. Først et år som bogvolontør og så et år, hvor han hjalp til i den lutherske kirkes evangelisationsarbejde blandt masaier, MUWA.
”Mit første indtryk var, at de to former for missionsarbejde er meget forskellige,” siger han.
”Arbejdet i MUWA er meget teologisk med præster, evangelister, Jesus-film og bøn. MAF gør i højere grad noget konkret for at hjælpe folk gennem lægehjælp og ambulanceflyvning.”.”
Men han tilføjer i samme åndedrag:
”Men de vil det samme: Nemlig, at mennesker skal blive forvandlet gennem Guds kærlighed i Jesus Kristus.”
MAF har også evangelister med, men den praktiske hjælp, de kommer med, fik Luka til at tænke på ordene i Jakobs Brev i Bibelen, hvor han siger, at tro uden gerninger er død.
”De oplever, at hjælpen giver motivation til at tro og får folk til at spørge: Hvorfor gider de flyve helt herud til os?”