Et voldsomt indtryk at møde ofrene for jordskælvet

  • af

“Det har gjort et voldsomt indtryk på mig, og jeg må bare erkende, at der er meget stor forskel på at se billederne på en skærm og så at stå midt i det.”

Sådan fortæller evangelist blandt tyrkere i Danmark, Anker Nielsen, der den seneste uges tid har været i det sydøstlige Tyrkiet.

Her har han med egne øjne oplevet de forfærdelige ødelæggelser efter jordskælvene, som ramte Tyrkiet og Syrien tidligere på måneden, og som resulterede i, at mange tusinde mennesker er omkommet, og millioner er gjort hjemløse.

Der er mangel på alt, og priserne er skudt i vejret

Anker Nielsen rejste fra Danmark til Tyrkiet for at støtte de kristne i at trøste deres folk og dele nødhjælp ud.

Sammen med to lokale kristne rejste han til området i grænselandet mellem Tyrkiet og Syrien, hvor ødelæggelserne er værst.

De fyldte en bil med engangsbleer, babymad, vådservietter og varme sokker og delte ud til de overlevende, der var blevet evakueret til nærliggende områder.

“Vi delte det mellem to steder, men det forslår slet ikke. Efter jordskælvet er priserne på alt skudt i vejret. Mange mangler blandt andet sko på fødderne,” fortæller han.

Ikke alle steder får de kristne lov til at hjælpe

Senere kørte de til en by, hvor den lokale kirke blev brugt som depot for uddeling af nødhjælp.

“Vi kom også forbi en stor teltlejr. Det hele har været rystet kraftigt. Selvom husene stadig står, er de ubeboelige.”

Det er dog ikke alle steder, de kristne får lov til at hjælpe, fortæller Anker Nielsen.

Alligevel er der kristne fra andre steder i landet, der kommer for at hjælpe med at dele mad og tøj ud til de sultne og hjemløse efter katastrofen.

Fortsat behov for hjælp og bøn for de jordskælvsramte

“Når jeg snakker med min kone og andre derhjemme og fortæller om, hvad jeg har set og oplevet, kan jeg mærke, hvordan det bevæger mig,” siger han.

“Det går efterhånden op for mig, at dødstallet er langt større end det, som nyhederne fortæller. Det er nemlig kun dem, der af en læge eller sundhedsperson bliver erklæret døde, der tæller med i statistikken.”

Derfor er behovet for hjælp og bøn for de jordskælvsramte enormt – både i Tyrkiet og i Syrien, fastslår han.

“Fortsæt med at bede, og bed også om, at vi må finde en måde, hvor vi kan støtte den lokale kirke til at hjælpe, så det også bliver til et vidnesbyrd med evighedshåb.”

Du kan være med til at bede for de jordskælvsramte og støtte de kristne i Tyrkiet.

> Tilmeld dig forbønsnetværket Bed for Tyrkiet.