Glædeligt gensyn med Fjendeskoven efter 10 år

  • af

“Jeg har været på mange missionsture i min tid for både LM og BDM (Brødremenighedens Danske Mission), men denne rejse til Cambodja står tilbage som noget helt specielt for mig.”

Det fortæller informations- og projektmedarbejder Jens Peter Rejkjær, efter at han fra den 19. januar til den 2. februar besøgte LM’s missionsarbejde i det sydøstasiatiske land.

Sidste gang han var i Cambodja, var for ti år siden, og dengang var han med daværende missionær Axel Rye Clausen på besøg i Fjendeskoven, hvor kirken i Siem Reap hjælper områdets fattigste.

Overrasket over, hvor meget området har udviklet sig

Og der er sket meget, siden han var der sidst, fortæller den nyligt hjemvendte Cambodja-farer begejstret.

“Jeg var virkelig overrasket over at se, hvor meget området har udviklet sig. Dengang var der nærmest ingenting. Nu er der en klinik og en skole, hvor eleverne bliver undervist tre gange om dagen.”

Under besøget blev der delt medicin ud. Pastor Kong fra Siem Reap holdt bibeltimer, og om aftenen holdt han en andagt, hvor han bad for en ung pige, der gerne ville være kristen.

“Det var en skøn oplevelse at få lov til at overvære,” fortæller Jens Peter Rejkjær.

En hjælp til at få andre til at brænde for missionsarbejdet

Ud over opholdet i Siem Reap var Jens Peter Rejkjær også i Battambang og med på to dages missionærkonference, hvorefter han besøgte LM’s forskellige arbejdsområder i Phnom Penh.

Han ser besøget i Cambodja som meget vigtigt i forhold til arbejdet med at sætte international mission på dagsordenen rundt i LM’s kredse.

“Det har været stærkt opmuntrende for mig at komme ud og se med egne øjne, hvordan arbejdet nytter. Så kan jeg bedre være med til at få andre til at brænde for missionsarbejdet.”

Jens Peter Rejkjær på bagsædet af missionær Johannes Jensens knallert.

> Læs mere om LM’s missionsarbejde i Cambodja.