Gumle og Turner taler om, hvad englene sagde

  • af

Englenes ord til hyrderne i juleevangeliet er omdrejningspunktet for årets adventskalender fra LM Kids.

De to hånddukker Turner og Gumle laver – sammen med børnekonsulenterne Janne Bak-Pedersen og Kristian Larsen – fire udsendelser på gumle.tv. En hver adventssøndag.

Turner og Janne bor i en hytte i skoven og er ved at gøre klar til at lave adventstv. Gumle og Kristian kommer på besøg og får lov til at være med.

Tegnefilm, hvor Gumle og Turner tænker tilbage

Både Gumle og Turner er kendte figurer i LM Kids, men det er første gang, de laver tv sammen.

Det er imidlertid ikke det eneste nye i årets adventskalender. 

”I hver udsendelse er der en tegnefilm, som vi bruger til at vise, at en af de to dukker tænker tilbage på noget, de har oplevet tidligere,” fortæller Kristian.

”Versene fra Lukasevangeliet 2,10-12 går også igen i en ny titelsang, som er skrevet til adventskalenderen.”

Juleblad med familieandagter til hver dag i december

I tilknytning til adventskalenderen har LM Kids udgivet julebladet ”Jul med Gumle og Turner”.

Kristian Larsen fortæller, at bladet har 25 sider med familieandagter, opgaver, hygge og konkurrencer. Den første side er til første søndag i advent, og så er der en side til hver dag fra 1.-24. december. 

Andagterne er skrevet af 25 forskellige mennesker. For at synliggøre, at man møder en ny person hver dag, er der på hver side en lille boks med et foto, hvor vedkommende fortæller en lille sjov juleoplevelse.

Bladet koster 20 kroner og kan købes på shop.lmbu.dk.

”Det er samme pris som sidste år. Inflationen har fået alt til at stige i pris – undtagen LM Kids’ juleblad,” siger Kristian Larsen med et skævt smil.

Hjælp til rolige stunder

Kristian Larsen peger på, at julen er en fantastisk mulighed for at fortælle evangeliet ind i mange hjem.

”Alle taler meget om, at julen er en fortravlet tid, men de ville ønske, at den ikke var det,” siger han.

”Jeg tror, mange familier ønsker hjælp til rolige stunder, og her kan adventskalender og juleblad være et godt redskab.”