Hygge og åndelige snakke går i ét i LM i Herning

  • af

Fredag den 13. september inviterede LM Kirken i Herning til Fredagsfællesskab. 

30 mennesker i alle aldre tog imod invitationen og havde en hyggelig aften med fællesspisning, leg og spil. 12 af dem var LMU’ere.

Aftenens oplæg kom fra kirkens præst, Daniel Kofod Primdal, som fortalte om, hvad Bibelen siger om at bo sammen, før man bliver gift.

”Det gav en god og åbenhjertig snak, fortæller Hans Peter Kronborg Hansen, der var en af arrangørerne af aftenen.

Et socialt fællesskab for alle generationer

Fredagsfællesskabet i LM Kirken startede for tre år siden, fortæller Hans Peter Kronborg Hansen, der er en af initiativtagerne, og som sammen med sin kone lægger hus til samlingerne.

”Vi oplevede, at det kun var få LMU’ere, der kom med til møderne i LM-kredsen eller LM Kirken, når de var færdige i LMU,” siger han.

”Derfor ville vi lave et socialt fællesskab, hvor alle generationer kunne være sammen, så de kunne lære nogen at kende. Det ville forhåbentligt gøre det lidt lettere for dem at komme til de ”voksnes” møder.”

Han tilføjer, at de også håber, at det sociale fællesskab vil gøre det nemmere for unge at se sig selv i forsamlingen, hvis de efter uddannelse flytter tilbage til Herning fra studiebyen.

LMU’erne ønsker åndelige snakke

Fredagsfællesskabet i Herning mødes fem gange om året med en ret fast skabelon for aftenens forløb.

De begynder med at spise sammen, før de synger og holder andagt. Om sommeren leger og spiller de derefter i haven og om vinteren kører de ind i en lejet hal i byen. Aftenen slutter med kaffe og mere hygge.

Efter ønske fra LMU’erne er der kommet mere program på.

De ville nemlig gerne have nogle åndelige spørgsmål eller et oplæg, som man kan sidde og snakke om generationerne imellem, fortæller Hans Peter. 

Klæde forældre og bedsteforældre på 

Og det var her oplægget om at bo sammen, før man er gift, kom ind i billedet.

”Og emnet er ikke kun relevant for LMU’erne. Det er vigtigt, at forældre og bedsteforældre bliver klædt på, så de tør tale med deres unge om, hvad Bibelen siger,” siger Hans Peter.

”Det er utrolig vigtigt, at de tør stå op over for tidsånden, og fortælle de unge mennesker, at Bibelens vejledning er en velsignelse fra Herren for at beskytte os.”

Han tilføjer, at det nogle gange kan være en god måde at give formaninger på, når bedstemor eller bedstefar fortæller om velsignelse – og udfordringer – ved at leve efter Guds ordninger.