Det fjerde hold er nu i gang på meritlæreruddannelsen i Cambodja.
En af dem, der går på uddannelsen nu, er Srey Pov fra Siem Reap.
Hun er gift med evangelisten Ra Vy, der er ansat af Church of Siem Reap til at arbejde i Living Hope Center i den nye bydel Run Ta Ek. Han underviser blandt andet i engelsk.
Srey Pov underviser også på skolen i Run Ta Ek. Det er en forskole for 4-5-årige børn, hvor alle eleverne kommer fra fattige og udsatte familier.
Hun går på efteruddannelsen i Phnom Penh for at få forøget sine kompetencer og forudsætninger for at være med til at forbedre deres muligheder.
Inddrager elevers erfaringer i undervisningen
Missionær Jesper Hansen gennemførte første hold på den nye uddannelse i 2022.
Han fortæller, at de 12-ugers videreuddannelse minder om noget, der svarer til en dansk meritlærer-uddannelse.
“På kurset får de studerende styrket deres kompetencer inden for undervisning – blandt andet ved, at de lærer om erfaringsbaseret pædagogik. Det vil sige inddrage elevers erfaringer i undervisningen,” siger han.
”Målet er at uddanne gode lærere, der nyder at undervise børn. Sådan at børn i fattige områder kan få en bedre uddannelse og et værdigt liv.”
Anderledes indretning af klasselokaler
Lærerne har nu meget mere direkte kontakt med eleverne. Det skyldes blandt andet, at kateterne er fjernet fra klasseværelserne, men også, at der er mindre tavleundervisning.
Det er det første, missionær Jesper Hansen i Phnom Penh nævner, når han fortæller, om den frugt, som den nye læreruddannelse allerede har båret.
Ud over den forøgede elevkontakt er der også sket andre forandringer på de skoler, hvor lærerne har været på efteruddannelse.
Jesper Hansen nævner blandt andet:
• Klasselokalerne har fået hylder til relevant materiale og hyggelige læseområder og hylder til elevernes egenproduktioner
• Der er lavet sko- og taskehylder for ikke at rode og skabe visuel støj, som kan mindske fokus på undervisningen
• Flere forskelligartede aktiviteter i hver time med fokus på differentieret undervisning
• Anvendelse af flere kreative materialer i undervisningen
Studerende fra første hold står nu for undervisningen
Jesper Hansen afslutter sin missionærtjeneste til sommer, men uddannelsen kan køre videre uden ham. Undervisningen er nemlig overtaget af tre af dem, der gik på det første hold i 2022.
Desuden har han netop udgivet en bog med undervisningsmateriale, som indeholder grundlaget for uddannelsen. Den er på både engelsk og khmer.