Når børneklubledere, prædikanter, bestyrelsesmedlemmer og lovsangsledere fra LM’s frivillige arbejde i september inviteres til Landslederkursus på Løgumkloster Efterskole, er målet at styrke den enkelte leder til hverdagen i familien derhjemme.
”Vi vil gerne sætte fokus på, at det kristne arbejde begynder i hjemmet og går ud derfra”, siger Henrik Bjærre Jakobsen, der er med til at planlægge Landslederkursus.
Fokus på hvem Gud er og på at huske hans ord
Det er præst i Københavnerkirken Peter Techow, der står for forkyndelsen på de tre fællessamlinger.
Han skal tage afsæt i 5. mosebog kapitel 6, hvor Gud taler til Israel om at huske Guds ord på alle steder og tidspunkter af døgnet.
”Vi vil gerne tilbage til Gammel Testamente for at høre, hvad Gud sagde om, hvem han selv er, og hvor vigtigt det er, at det bliver gentaget for os hele tiden. Det er noget, vi hele tiden skal leve med,” forklarer Henrik Bjærre Jakobsen.
Både praktiske og teologiske emner
Landslederkurset er målrettet ledere i alle LM’s arbejdsgrene på lokalt niveau.
Alt lige fra børneklubledere til bestyrelsesformænd, lovsangsledere og prædikanter skal derfor rummes i det store program.
Det kan ses på udbuddet af seminarer, der spænder over alt lige fra pædagogiske tips og virkemidler til børneklubben, hvordan man sætter fokus på indsamling til hvordan man holder et godt bestyrelsesmøde.
Der er også seminarer med mere teologisk profil om discipelskab og nådegaver.
Glæder sig mest til at bruge tid med andre frivillige
Selv glæder Henrik Bjærre Jakobsen sig dog mest til at møde de andre frivillige ledere i LM.
”Jeg glæder mig til at bruge tid sammen med nogen, der står i de samme arbejdsområder, som jeg selv gør. Jeg har før hørt prædikener om, at vi skal huske at gentage Guds ord for vores børn, men jeg glæder mig også til at høre Peter Techows syn på det.”