Leder af Arken fejrer 40-års jubilæum i LM

  • af

Den daglige leder af LM’s værested Arken nåede 1. januar en rund milepæl under den samme arbejdsgiver.

Det er nemlig 40 år siden, Bent Larsen blev ansat af Luthersk Mission (LM) – størstedelen af tiden, 32 år, som leder af værestedet i Esbjerg.

Jubilæet fejres fredag den 13. januar af de nærmeste kolleger og andre indbudte.

Rejste rundt i Danmark og hjalp med møderækker og teltmission

Den 66-årige jubilar er født og opvokset uden for Skjern.

I foråret 1977 gik den unge vestjyde på højskole i Hillerød og var i en kort tid volontør for LM, hvor han rejste rundt i Danmark og hjalp de ansatte prædikanter med at holde møderækker og drive teltmission.

I nogle år arbejdede han som brugsuddeler, indtil han som 26-årig den 1. januar 1983 blev ansat af LM som ungdomssekretær i Vestdanmark.

Her blev han også kaldet som prædikant i LM.

Plads til byens psykisk sårbare, ensomme og misbrugere

Siden januar 1991 har Bent Larsen været ansat som leder af Arken i Esbjerg, som er et værested for psykisk sårbare, ensomme og misbrugere.

Her har han lagt mange kræfter – både i samtaler med de omkring 60 brugere af stedet og i produktionen af de radioprogrammer, der bliver udsendt fra Arken.

Værestedet rummer også en kaffebar og en boghandel og holder åbent for mange forskellige aktiviteter som andagt, bibelkreds og fredagstræf.

Går på pension 1. juni efter 32 år på posten

Bent Larsen er gift med Eva. De bor i Esbjerg og har fire voksne børn.

1. juni fratræder han stillingen som leder for at gå på pension, og der søges allerede nu efter en ny leder til værestedet.

> Se stillingsopslaget her.