Ledere i Tanzania støtter menstruations-projekt

  • af

Midt i november sad 13 mandlige lokale ledere fra Babati-distriktet i Tanzania i tre timer og lyttede til undervisning om kroppens udvikling. 

Det fortæller missionær Ruth Bach-Svendsen. 

Siden 2020 har hun og et team af lokale kolleger taget rundt på skoler i Arusha Stift i Tanzania og undervist elever om kroppens forandringer i puberteten. 

Projektet hedder nu Menstrual Health Management (MHM) og skal hjælpe de unge til at få et bedre liv i puberteten.

Vil påvirke dem, der har indflydelse på børns hverdag

”Ud over selve undervisningen af drenge og piger vil vi gerne påvirke alle, der har indflydelse på børns hverdag,” siger hun og tilføjer, at det er virkelig vigtigt at undervise mennesker, der har autoritet og indflydelse i lokalsamfundet,” siger Ruth Bach-Svendsen.

”Sådan at de kan hjælpe børnene i hverdagen.”

Netop derfor glæder hun sig over muligheden for at påvirke de demokratisk valgte ledere, såkaldte balozier.

”Det er første gang i mine mange år i Tanzania, jeg har været på så tæt hold af et godt lokaldemokrati, og jeg tror, det er en god vej at gå,” siger hun.

Lokale balozier er gode fortalere og vejledere

Ruth Bach-Svendsen forklarer, at en balozi er en slags bindeled mellem borgerne og myndighederne. Hans anvarsområde er op til 50 husstande, og han står til rådighed for opståede problemer. 

Han hjælper med at finde rundt i systemet, og han kan sammenkalde beboerne til møde om emner, han finder relevante.

”Balozierne føler et stort ansvar for at tale med de lokale beboere om de ting, de hører, og de er virkelig gode fortalere og vejledere,” siger hun.