LM i Haderslev har fået behov for nye og større lokaler.
”Der flytter jævnligt mennesker til byen, som gerne vil være en del af fællesskabet,” fortæller Jacob Knudsen, der er formand for kredsen, der tæller 120 voksne medlemmer plus en stor gruppe børn i alle aldre.
”Haderslev byder både på gode arbejdspladser og en kristen friskole, og begge dele trækker mennesker til.”
Der bliver en stor mødesal i det nye missionshus.
Den store vækst har gjort, at man har sat det nuværende missionshus til salg og købt en stor kontorbygning i den sydlige del af byen, som man er i gang med at renovere og indrette til missionshus.
Byhuset er ikke egnet til rollator
LM’s gamle missionshus i Haderslev ligger midt i byen. Det er i to etager og er klemt inde mellem andre huse.
”Der er en del trapper i huset, der gør, at det ikke er egnet til ældre med rollator. Der er ikke særlig gode parkeringsforhold, og især børnemedarbejderne ønsker flere udearealer,” siger Jacob Knudsen.
Han understreger, at ingen ved den seneste generalforsamling prioriterede at blive i byhuset.
Stor mødesal og nyt køkken
Der er brug for alle hænder – også dem, der rydder op og kører affald væk.
Med den nye bygning får LM-kredsen i Haderslev plads nok. Grunden er på 4.000 m2, og selve huset er på 1.000 m2 i et plan.
De overtog det den 1. januar, og renoveringsarbejdet skrider godt frem. De flytter vægge, så der bliver en stor mødesal, indretter børnelokale og krearum og sætter et nyt køkken og nye toiletter op.
I første omgang sætter de halvdelen i stand, og det er endnu ikke afklaret, om den anden halvdel skal lejes ud, siger formanden.
Alle i kredsen er engageret i ombygningen
Renoveringen af den nyindkøbte bygning styrker fællesskabet i LM-kredsen i Haderslev.
”Vi laver så meget, som vi kan og må selv. Stort set alle er engageret og gør, hvad de kan,” siger formanden og glæder sig over den store villighed til at hjælpe.
”Når vi går og arbejder sammen, bliver vi på en anden måde som én stor familie.”
Ud over håndværkere nævner han, at nogle laver mad, så man ikke behøver have madpakker med. Andre kører affald væk eller anskaffer møbler og indretter lokalerne. Børnene er også med, og der er sat bordfodbold op, som de kan hygge sig med, mens de voksne arbejder.
Planen er, at LM’erne flytter ind i det nye hus til august. LM i Haderslev har 75-års jubilæum i år, og man forventer at holde fælles indvielsesfest og jubilæumsfest.