LM’s digitale landsmøde slog alle rekorder

  • af

Det lignede en aflysning – men endte med at blive et stort, digitalt tilløbsstykke med rekordmange deltagere.

LM’s landsmøde, som skulle have været holdt i storebededagsferien i Skjern Kulturcenter, blev i stedet afviklet i går, søndag den 2. maj, som en digital begivenhed sendt fra missionshuset i Skjern.

Og det blev til den helt store LM-familiefest, hvor mange så med hjemmefra eller fra det lokale missionshus.

810 enheder var koblet på online-eventet, og da man flere steder sad en stor flok samlet – blandt andet i missionshuset i Nansensgade og i LM Kirken i Nexø – regnes det for det største deltagerantal til et LM-landsmøde nogensinde. 

Hilsner fra LM’ere rundt i hele verden

Programmet var tilrettelagt for alle aldre med konkurrencer for børn, indslag fra LM’s arbejde, prædiken og lovsang, som blev ledt af bandet HJEMVENDT.

Der blev også sendt live fra et par steder i landet, hvor man sad og så landsmødet, ligesom det var muligt at skrive hilsner i kommentarfeltet på LM’s Facebook og YouTube-kanal.

“TAK for et fantastisk dejligt landsmøde i dag! Vi var ti mennesker samlet fra 9 måneder til 80 år, så vi nød, at der var noget for alle aldre,” lød det blandt andet fra Munkebo på Fyn.

“Vi ser med fra Phnom Penh i Cambodja,” skrev LM-missionær Sara Hansen.

Landsmøde-indsamling slog alle rekorder

Også indsamlingen, der blev foretaget under landsmødet til fordel for missionsarbejdet, slog alle rekorder.   

I alt 347.088,21 kroner blev givet via det MobilePay-nummer, der blev vist på skærmen.

Det er langt over det dobbelte af det beløb på 133.000 kroner, der blev samlet ind til LM’s seneste landsmøde, som blev holdt fysisk i 2016.

Glæder sig til at kunne samles i de fysiske fællesskaber igen

Tiden med corona og de digitale løsninger har da også givet nogle erfaringer, som man vil tage med sig videre frem.

Det fortalte vicegeneralsekretær Birger Reuss Schmidt i en kort tale på landsmødet, hvor han blandt andet nævnte digitale bestyrelsesmøder som en mulighed.

“Og ægteskabskurserne, som vi holder online sammen med IM, havde nok ikke fået så mange deltagere, hvis vi havde holdt dem fysisk,” supplerede han.

“Men jeg glæder mig til, at vi kan samles i de fysiske fællesskaber igen, og håber, at vi må opleve glæden ved det på en ny måde.”  

> Se billeder fra LM’s online-landsmøde på LM’s facebookside.

> Du kan stadig se – eller gense – det digitale landsmøde her på Facebook eller Youtube.