LUMI har indrettet ti lejligheder til ukrainere

  • af

Der er blevet tømt godt ud i LUMI Genbrugs lagre i Nordsjælland, og samtidig har LUMI fået etableret en rigtig god kontakt til Hillerød Kommune. 

Det fortæller Britta Toft fra LUMI Genbrug i Hillerød.

Foreløbig har det nye samarbejde resulteret i indretningen af ti lejligheder til ukrainske flygtninge i byen med møbler, service, og hvad der ellers er brug for.

Kommunen bad om hjælp på et borgermøde

Britta Toft fortæller, at det hele begyndte den 29/3, hvor Hillerød Kommune havde indbudt til et borgermøde, hvor man talte om, hvordan man kunne hjælpe de ukrainere, der kommer til kommunen. 

Hillerød kommune regner med at modtage 800 flygtninge fra Ukraine, og indtil nu er 130 ved at blive indkvarteret.

LUMI Genbrug tog udfordringen op, og en gruppe på omkring ti medarbejdere tog fat. I løbet af halvanden uge var lejlighederne klar til indflytning, og der var også indrettet hyggeområder på gangarealerne.

Her vil de sætte nogle bibler på ukrainsk, som de får gratis hos Bibelselskabet.

Stuen i en af lejlighederne i Axelhus, som LUMI i Hillerød har indrettet.

Ud over LUMI’s indsats indrettede elever fra Grundtvigs højskole i byen to lejligheder.

Møbler fra LUMI i Gilleleje og kommunens genbrugsplads

Til indretningen af lejlighederne bruger LUMI af deres beholdning. 

”Men for ikke at dræne vores lagre totalt har vi også gjort en masse for at få møbler og service andre steder fra,” siger Britta Toft. 

De regner med at hente møbler fra LUMI i Gilleleje, og hun har lavet et opslag på Instagram, hvor hun efterlyser ting.

”Og så har vi lavet en aftale med kommunen om en container på genbrugspladsen, hvor man kan donere møbler til ukrainerne i stedet for at smide dem ud. Kommunen henvendte sig selv til os, om vi var interesserede i det,” tilføjer hun.

Rigtig godt samarbejde med Hillerød kommune

Britta Toft fortæller, at Hillerød Kommune er meget taknemmelige over LUMI’s indsats.

Ud over, at de betaler for møbler, service og andet, som LUMI leverer til de mange lejligheder, glæder hun sig over, at LUMI og kommunen lærer hinanden rigtig godt at kende.

”Det samarbejde tror jeg, der kan komme noget rigtig godt ud af,” siger hun og tilføjer, at LUMI fortsætter med at indrette lejligheder til ukrainere andre steder i byen, men nu i et lavere tempo.