Massiv mangel på mad i coronaramte Phnom Penh

  • af

LM’ nyeste missionær i Cambodja, Jesper Hansen, har sammen med sin søn Gustav på 11 været med til at dele mad ud til fattige og sultne i hovedstaden Phnom Penh.

Det skete efter en hård nedlukning af byen, som har varet siden midten i april i et forsøg på at mindske coronasmitte, og som særligt har ramt byens allerfattigste befolkning.

Nedlukningen er nu ophævet, men over 150.000 mennesker lever stadig i såkaldte røde zoner, hvor smitten er høj – spærret inde bag politibevogtede barrikader uden adgang til mad og medicin.

Uddelte madpakker fra en af byens privatskoler

“For folk, som lever fra dag til dag, kan tre uger uden indtægt skabe desperation,” fortæller Jesper Hansen.

Han og hans søn besøgte sammen med organisationen Flame, som han arbejder for, et af de områder i byen, hvor levestandarden er værst.

Her delte de i fællesskab med en lokal kirke madpakker ud til kvarterets børn, som var doneret af en af byens store privatskoler.

Nok til at forsørge en hel familie under nedlukning

Normalt laver Flame ikke direkte nødhjælpsarbejde i byen, men fokuserer i stedet for på uddannelse i byens slumområder.

Men da nedlukningen medførte et akut behov for mad, uddelte organisationen desuden 210 nødhjælpspakker med ris, nudler, dåsefisk, olie, fiskesovs og soja.

Hver pakke var nok til at forsøge en hel familie gennem hele perioden. 

Leveforholdene meget dårligere, end vi kan forestille os

“Det er virkelig underligt at stå over for så dyb fattigdom – simpelthen fordi leveforholdene er så meget dårligere end vores egne, at vi ikke rigtig kan sætte os ind i det,” siger Jesper Hansen.

Han fortæller, at det for sønnen Gustav var en god oplevelse at være med til at dele mad ud og gøre en konkret forskel for andre børn.

“Han reflekterer en del over, hvad årsagerne er til fattigdom, og hvordan det kan være, vi er så godt stillet, når andre ikke er dt. Og hvordan vi så kan hjælpe.”

“For tiden taler han meget om, at han gerne vil være volontør, når han bliver større.”

Uddannelse som langtidsholdbar effekt mod fattigdom

Den danske missionær fortæller også, at de derhjemme taler meget sammen om, hvad de som familie kan gøre for at afhjælpe den nød, der er omkring dem.

“Det kan være sådan noget som at bruge vores penge på ting, som kommer de lokale direkte til gode, for eksempel på det lokale marked, det lokale gadekøkken, tuktuk-chaufføren med mere.”

“Og så taler vi meget om, at det bedste, vi kan gøre for at afhjælpe nøden, er at være med til at investere i uddannelse, som forhåbentlig kan være med til at skabe en mere langtidsholdbar effekt mod fattigdom,” understreger han.

Jesper Hansen, hans kone Sara og parrets to børn, Gustav og Johanne, er udsendt af Luthersk Mission og rejste i marts i år til Cambodja.
Her arbejder han for organisationen Flame, der tilbyder uddannelse til børn og unge fra fattige familier.

> Læs mere om organisationens arbejde her.