Sirius, soldatermission og seniorsang på Virksund

  • af

52 seniorer fra hele landet nød i fem dage i sidste uge højskolelivet og den smukke natur omkring LM’s kursuscenter i Virksund.

De var nemlig deltagere på et nyt koncept, som kursuscenteret udbyder: kristen seniorhøjskole.

Her var der plads til både bibeltimer, højskolelignende foredrag, koncerter, fællessang og meget mere.

Ville gerne trække nogle sjællændere over til Virksund

Det nye tiltag med seniorhøjskole er et forsøg på at trække nogle flere deltagere til Virksund, fortæller centerets leder, Helge Paulsen.

“Der har i mange år været senior-pensionistkurser på Virksund, som ofte bliver booket op med det samme, og det er rigtig fint.”

“Men vi havde talt om, at vi også gerne ville lave et andet slags kursus – mere højskoleagtigt, som måske appellerer til et andet segment og også kan få folk til at rejse lidt længere for at komme med.”

Centerlederen og hans kone, Pia, der tidligere har boet i Nordsjælland, fik to andre par fra Hillerød med som medledere, og det var med til at trække nogle sjællændere og andre langvejsfra over til Virksund, fortæller han.

Johannes-brevene, byvandring og orgelbrus i domkirken

Seniorhøjskolen begyndte mandag aften med en bibeltime over Johannes-brevene – et forløb, som fortsatte over de følgende dage.

Desuden var der besøg af en, der har været med i Siriuspatruljen i Grønland, og en tidligere soldaterhjemleder, som fortalte om mission blandt soldater i Afghanistan.

Ugen bød også på en byvandring i Viborg og en rundvisning og en mini-koncert i domkirken ved organisten, og den kulminerede med en festlig aften torsdag, hvor elever fra OrkesterEfterskolen i Holstebro kom og spillede for deltagerne.

Har aldrig hørt nogen synge så godt som dem

“Det var virkelig en succes,” fortæller Helge Paulsen, der fortæller, at der er kommet så meget ros fra deltagerne over højskole-ugen – ikke mindst over de musikalske indslag.

“Det var en fantastisk oplevelse, da vi stod i Viborg Domkirke og alle deltagerne sluttede med at synge ‘Til himlene rækker din miskundhed, Gud’. Jeg har aldrig hørt nogen synge så godt som dem,” siger han.

Centerlederen fortæller også, at man allerede er i gang med at planlægge en seniorhøjskole igen til næste år.

> Læs mere om tilbud på virksund.dk.