Stor glæde over kirkevækst i Etiopien

  • af

”Det var helt fantastisk og virkelig glædeligt at se det liv, der er i kirken.”

I begyndelsen af november var det tidligere missionærpar Kirsten og Lindvig Osmundsen efter 40 år på besøg i Galta i Sydetiopien, hvor de boede og arbejdede i fire år.

”Da vi kom til Galta i 1980 var der ingen menighed. Ved den første gudstjeneste var vi syv: vores familie og så tre ansatte. I dag er der over 500 hver søndag, og kirken er så fuld, at halvdelen sidder udenfor,” siger Lindvig. 

Unge samles til morgenbøn før skoletid

”Der var kun danske missionærer i Galta i ti år, så væksten i distriktet, hvor der nu er 60 menigheder, er et vidnesbyrd om det solide arbejde, kirken selv gør.”

Lindvigs stemme er varm, når han fortæller om kirkens vækst og store arbejde, men også fuld af smerte, når han peger på det store behov, der er for oplæring og hjælp til at blive bedre bibelsk funderet.

Det hus, familien Osmundsen boede i, er nu menighedshus. Lindvig fortæller, at der er sat flere skillevægge og døre op, så der er et rum til hvert af de syv sangkor i kirken. Her samles de til bibelstudie og bøn, og mange unge mennesker mødes til morgenbøn inden skoletid.

Fik en ged i velkomstgave

Selv om det er mange år, siden Kirsten og Lindvig boede i Galta, blev de modtaget med varme og glæde.

”Jeg fik overrakt en ged, da vi kom, og den skulle jeg så give lov til at slagte, så vi kunne spise et festmåltid sammen,” siger han med en taknemmelig latter.

Lindvig Osmundsen sammen med gamle venner i Galta.

Der var kun få af de ældste i menigheden, der kunne huske Kirsten og Lindvig, men han glæder sig meget over, at deres havedreng fra dengang kom og hilste på. Han er nu en voksen mand med 11 børn.

Hjertet bankede i taknemmelighed

Kirsten og Lindvig Osmundsen var missionærer for LM i Etiopien fra 1978-1991. Sammen med fire andre tidligere missionærer var de i landet fra den 23. oktober til den 13. november for at deltage i 50-års jubilæet for missionsarbejdet i Arba Minch og kirkens fejring i Hawassa af, at det er 75 år siden Norsk Luthersk Misjonssamband begyndte at arbejde i Sydetiopien.

Turen til Galta fandt sted mellem de to fejringer.

Da de var missionærer i Etiopien, var der kun én menighed i Arba Minch, hvor der kom omkring 200 mennesker i kirken. Nu er der 17 menigheder, og de har lige bygget en ny stor kirke med plads til 5.000 mennesker. Her blev jubilæumsfejringen holdt lørdag den 28. oktober med festgudstjeneste om søndagen, fortæller Kirsten.

”Det blev til mange omfavnelser i dagens løb. Øjnene blev våde, og hjertet bankede i taknemmelighed over alt det, Gud har gjort i dette område af Etiopien,” siger hun.

Glæden var også i højsædet ved festen i Hawassa den 4.-5. oktober.

Også her oplevede de tidligere missionærer, hvordan kirken var vokset, og lederen for menigheden i Hawassa takkede dem for at have plantet de første frø.

”Men det er Gud, der har givet væksten,” slog han fast.

Gensidig gensynsglæde

Marie Ammitzbøll var missionær i Etiopien fra 1975-2012. De sidste 15 år var hun i Omo Rate helt mod syd i landet, hvor hun var engageret i sundhedsarbejde.

”Desværre gjorde regnvejr og oversvømmelser det umuligt at køre rundt, og derfor fik jeg kun mulighed for at besøge et enkelt af det steder, hvor jeg kom meget,” siger hun og fortæller, at hun derfor ikke mødte hun ret mange af dem, hun kendte godt, 

”Men jeg mødte en gruppe kvinder, jeg kendte rigtig godt. Det var fantastisk, og der var en gensidig gensynsglæde.”

Kæmpe vækst i hele området

Hanna Rasmussen og Marie Ammitzbøll sammen med tidligere medarbejdere.

Marie mødte også den evangelist, hun havde arbejdet sammen med. Han havde nu fået sin familie derned fra Konso, hvor han kom fra.

”Det var skønt at møde ham. Han er flyttet dertil, fordi han havde kald til at være der og forkynde evangeliet.”

En af de helt store oplevelser for Marie var, da nogle medarbejdere fortalte hende om den store vækst i antallet af kristne og menigheder i området.

”Da jeg kom til Omo Rate i 1997, var der kun få kristne i Omo Rate by. Nu er der ti forskellige menigheder med 2-3.000 kristne, og i hele Woito-dalen, som Omo Rate ligger i, er der 15-20 steder, hvor 4.000 kristne samles.”