Bål, skumfiduser, konkurrencer, fællessang og bibeltime.
Det var ingredienserne, da 60 mennesker Kristi himmelfartsdag den 13. maj var til familiedag på LM’s lejrsted Solbakken ved Haderslev.
Det fortæller Helle Agerbo, der er formand for LM Kids-udvalget i Sønderjylland, som stod for familiedagen.
”Det blev en rigtig god dag. Stille og rolig og med en god stemning,” siger hun.
De første kom en halv time, før programmet gik i gang
Dagens program begyndte kl. 10, men de første deltagere kom allerede en halv time før.
”Heldigvis havde børnekonsulent Kristian Larsen, der var kommet med LM Kids’ bil Boblen, allerede fundet en masse aktiviteter frem, så folk kunne bare gå i gang,” siger Helle Agerbo.
Ud over at stå for lege og konkurrencer holdt Kristian Larsen også en bibeltime og stod for fællessang.
Programmet var lavet til at blive gennemført to gange
For ikke at komme på kant med forsamlingsforbuddet havde udvalget valgt at dele dagen op og gennemføre programmet to gange – så man kunne melde sig til henholdsvis formiddag og eftermiddag.
”Imidlertid var der kun få tilmeldinger til om eftermiddagen, så den del blev aflyst,” siger Helle Agerbo.
”Det betød, at vi sagde til folk, at de gerne måtte blive, men ved 12.30-tiden begyndte det at regne, så alle hjalp hinanden med at pakke sammen.”
Glæde over, at udvalget gennemførte programmet
Stort set alle deltagerne i familiedagen var børnefamilier, og alle udtrykte stor glæde over, at udvalget gennemførte arrangementet.
”At vi så muligheder frem for at aflyse,” uddyber Helle Agerbo og tilføjer, at det nu handler om at få sig selv skubbet i gang igen efter corona-pausen.
”Hele det sidste år har vi hele tiden tænkt, at vi skulle planlægge for vores egen familie, for vi kan jo ikke komme ud at være sammen med andre.”
”Men det er jo ikke sikkert, at alle har kunnet planlægge for sig selv, og de vil måske enormt gerne af sted til noget.”
Vigtigt at opmuntre hinanden til at komme i gang igen
Ud over at det er vigtigt at opmuntre hinanden og bakke op om det, der bliver arrangeret, peger Helle Agerbo også på sin opgave som forælder:
”Det er min opgave at sørge for, at vi kommer afsted igen. Sådan at børnene ser og oplever det store kristne fællesskab,” siger hun.
”Det er let at blive hjemme, og de yngste kan måske slet ikke huske det, så de spørger ikke efter at komme til arrangementer.”