Miriam vil lave ny teen-påskelejr på Falster

  • af

Miriam Månsson er en helt almindelig 22-årig kristen fra Falster, der nu studerer musikvidenskab i Aarhus.

Det usædvanlige er, at hun har taget initiativ til at starte et helt nyt lejr-koncept op, og det er der måske ikke så mange andre unge før hende, der har gjort.

I påsken 2022 vil hun invitere til teen-lejr på sit barndoms lejrsted, Luthersk Missions lejr Sildestrup-lejren på Øst-falster – noget, man ikke har prøvet før på stedet.

Vil gerne give det videre, hun selv blev glad for på lejrene

Den 22-årige initiativtager har, siden hun selv blev for gammel til at komme på lejr, hjulpet til i ferierne som leder på de lejre, der holdes for børn og juniorer.

“Der er så mange af dem, jeg har holdt juniorlejre for, som er fyldt 16 og ikke kan komme med mere. De er virkelig kede af det. Så jeg prøver at fange nogle af dem ved at lave en lejr, der har en lidt anden målgruppe, end vi plejer,” siger

Hun brænder for lejr-arbejdet og der er særligt ting ved de voksne ledere, hun har haft, som hun som ung lejrleder meget gerne vil give videre til teenagerne. 

“Jeg har selv syntes, det var megafedt at være på lejr på Sildestrup. De voksne har altid haft tid til en. Som den stille pige i skolen blev man ikke så tit set der, men jeg følte faktisk, at man blev set på lejrene. Det er noget af det, jeg gerne vil give videre.”

En ledergruppe som unge rollemodeller for teenagerne

Derfor har hun samlet en flok på 8-10 venner – alle unge på nogenlunde samme alder som hende selv – til at være medledere på teen-lejren, der foregår i dagene op til påske, den 9.-12. april, 2022.

“Vi kunne godt tænke os, at der kun er helt unge ledere, så ledergruppen også kan have det super-fedt sammen,” siger Miriam Månsson.

Hun mener, det er vigtigt, at teenagerne har nogle unge ledere, tæt på deres egen alder, som tør svare på nogle af de mange spørgsmål, de kommer med.

“Jeg synes, det er supervigtigt, at de får nogle gode rollemodeller og kan se, at man sagtens kan være ung kristen ligesom mig og mine venner og stadig have et fedt liv og have det godt.”

Deltagerne kan få lov til at koncentrere sig om påskens budskab

Det særlige ved teen-lejren er også, at den ligger lige op til påske, og at man derfor kan få lov til at koncentrere sig om påskens budskab i bibeltimerne, mener hun.

“Påsken og det, der skete der, er jo noget af det vigtigste fra kristendommen at få formidlet. Men det bliver ikke taget særligt tit op på de andre lejre i løbet af sommeren og efterårsferien. Det bliver godt at kunne dykke ned i.”

Ud over bibeltimer og en gudstjeneste, som deltagerne skal være med til at planlægge, kommer teen-lejren selvfølgelig også til at indeholde mange af de andre elementer, som man kender det fra andre lejre: hygge, fællesskab og en masse sjove aktiviteter, fortæller den kommende lejr-leder.


> Læs mere om Sildestrup-lejren og de øvrige tilbud der.
> Læs om Luthersk Missions arbejde for børn og unge i hele landet

Den kommende leder på Teen-påskelejren, Miriam Månsson