Børnemødeteltet bliver lige så stille mere og mere fyldt. Det er Ung familieuge på Haderslev Næs Bibelcamping, og der kan godt komme 100 børn til børnemøde i løbet af ugen
I over ti år har netop den uge henvendt sig til de yngre børnefamilier, og det betyder at det er en uge fyldt med børn, leg og aktiviteter.
Man kan ikke forvente, at der er ro
Helle Agerbo fra Høgsbro ved Ribe står for bibelfortælling for de fire- til tiårige. Hun fortæller, at det ikke er unormalt, at der kommer omkring 100 børn til børnemøde i uge 30.
Selvom de fleste ville finde sådan et fremmøde overvældende, skal der mere til at hyle Helle Agerbo ud af den.
”Jeg forventer ikke at der er ro. Når der 100 børn til børnemøde, så er der uro – sådan er det,” siger Helle Agerbo, som de sidste 11-12 år har været med til at lave børnemøde i uge 30 på Haderslev Næs.
Noget af det, som hun tager med fra børnemøderne i år, er børnenes sangglæde. ”Jeg oplevede, hvordan de elskede at synge. De synger bare og er glade,” fortæller hun.
Fælles om børnemøderne
Helle Agerbo er ikke den eneste, som står for børnemøderne.
I teamet har man sørget for at uddelegere børnemødets forskellige elementer, så hver enkelt kan fokusere på sin ansvarsopgave.
”Jeg skal ikke stå for alt eller planlægge det hele. Vi deles om opgaverne, så man kan fokusere på det man brænder mest for – det som falder en naturligt”
Så mens Helle Agerbo tager sig af bibelfortællingen i løbet af ugen, som i år har handlet om Abraham og Isak, står andre for musikken og sangen med børnene. Efter selve samlingen er der også nogen, som står for kreative aktiviteter og leg bagefter.
”Der var et par formiddage, hvor det stod ned i stænger, da vi skulle have aktiviteter. Der kan det godt være udfordrende at være 100 børn i teltet, når alle børn vil have hjælp samtidig,” fortæller hun.
Det er trygt at være på bibelcamping
Helle Agerbo og hendes familie nyder at tage på bibelcamping i uge 30 i sommerferien.
”Jeg forbinder det med tryghed at kunne tage på ferie og have sine venner som naboer. Mange af dem, der kommer, ser vi ikke i løbet af året. Men her er der tid og ro til at hænge ud sammen, og også at dele åndelige ting.”
Ud af de tre uger, der er bibelcamping på Haderslev Næs i sommerferien, er Ung familieuge en af de mest besøgte. Helle Agerbo glæder sig over, at det er et sted, hvor man også kan få nye bekendtskaber.
”Jeg synes, der bliver ved at komme nye med, som jeg ikke har set før. Jeg er enormt glad for, at der er nye, som også gerne vil være med,” siger hun.