Den lutherske kirke i Cuzco er genåbnet.
Det fortæller missionærerne Julie og Emil Solgaard.
”En af bibelstudiegrupperne har omdannet sig selv til det, man kan kalde et gudstjenestefejrende fællesskab,” uddyber de.
”Det er en lille gruppe lutherske kristne i byen, der under corona-pandemien har mødtes med den lutherske præst om søndagen skiftevis online og fysisk i kirkebygningen.”
Det er skønt at være en del af
Indtil 2015 var der en luthersk kirke i Cuzco. Forskellige forhold gjorde imidlertid, at den måtte lukke.
Julie og Emil Solgaard har arbejdet med nybrudsarbejde i Cuzco siden 2019. En af deres opgaver har været at forsøge at samle de kristne, der efter kirkelukningen var gået hver til sit, hvilket dog kun til dels er lykkedes.
Til gengæld er der kommet lidt nye folk til.
”Det nye gudstjenestefællesskab er kommet noget anderledes i gang end planlagt, men vi glæder os over det og har valgt at tilslutte os fællesskabet og inviterer nu også andre med til det,” siger de.
”Det er skønt at være en del af!”
Skal i gang med at lægge ny strategi for kirken
I efteråret havde missionærparret og præsten i byen forsøgt at få nedsat et arbejdsudvalg til at planlægge en officiel genåbning af kirken.
Formalia fra den nationale kirkes side gjorde dog, at processen blev sat på pause, og nu er det hele blevet overhalet indenom af bibelstudiegruppen, fortæller parret.
De skal nu i fællesskab med andre i det nye gudstjenestefællesskab lægge nye strategier og tage fat på det formelle papirarbejde bagudrettet.
”Vi er lidt ærgerlige over måden, det hele er foregået på, men vi vil gøre vores til, at der kommer styr på de formelle ting hen ad vejen,” fortæller Julie og Emil Solgaard.