“Er Gud kun for voksne?” Sådan lød spørgsmålet stillet af et barn i Arusha i det nordlige Tanzania til en af kirkens medarbejdere.
Årsagen var de forholdsregler, der blev taget fra kirkens side, da corona-pandemien nåede landet for et år siden.
Man mente, at børn ville udgøre den største smittefare, så derfor blev alle søndagsskoler lukket, mens de voksne fortsatte med den sædvanlige gudstjeneste som altid.
Den forskelsbehandling har gjort, at børn har følt sig isolerede og glemte, og det emne tager det kristne børneblad Twende nu op i sit seneste nummer.
God grund til at fremhæve børnenes særstatus i Guds rige
Børnebladet Twende udgives af LM’s forlag Soma Biblia, og der er god grund til at fremhæve børns særstatus i Guds rige – særligt i et land som Tanzania, fortæller forlagets danske redaktør Philip Bach-Svendsen.
“I kirken i Tanzania generelt er der ingen tvivl om, at børn er værdifulde. Alle kan citere Jesu ord: ‘Lad de små børn komme til mig.’ Men når det kommer til at prioritere børnene i praksis, er kirkens svar mere tvetydigt,” understreger han.
“Hvorfor har den lokale kirke for eksempel ikke råd til at indkøbe et godt undervisningsmateriale til lærerne, når børnene i søndagsskolen har givet mere i kollekt, end det koster?”
Artikler og historier om børn, der bliver brugt af Gud
Dette nummer af børnebladet indeholder derfor flere artikler og historier om børn, der bliver brugt af Gud.
Blandt andet genfortælles bibelhistorien om Jeremias, der bliver kaldet som profet og undskylder sig med – ifølge Bibelen på swahili – at han kun er “et barn”.
“I dag kan mennesker, flere tusind år efter, læse det budskab, som Gud gav ham at bringe videre,” lyder forklaringen i bladet.
Desuden er der en andagt om, at Jesus brugte et barn som forbillede på, hvordan mennesker kommer ind i Guds rige.
Børnene siges ofte at være morgendagens kirke
“Det bliver ofte sagt, at børn er morgendagens kirke,” siger Philip Bach-Svendsen.
“Det er vores håb, at dette blad må give anledning til en familiesnak i de tanzaniske hjem og sætte søndagsskolens behov på dagsordenen til et kommende menighedsrådsmøde.”