19 mænd i alle aldre i snak omkring et bål og på vandretur i skoven i det skønneste solskinsvejr.
Det var rammerne, da Hillerød Frimenighed lørdag den 7. maj holdt mandedag for menighedens medlemmer.
“Vi ville rigtig gerne lave en dag, som kunne ryste os mænd lidt sammen på tværs af alder,” siger en af arrangørerne, Michael Holm Petersen fra Helsinge.
Talte sammen rundt om bålet om seksualitet og parforhold
Mændene samledes om eftermiddagen til kaffe og wienerbrød i bålhytten i haven ved Luthersk Missions Højskole.
Her holdt LM’s familiekonsulent, Kristian Andersen, et oplæg om Guds vilje for manderollen i seksualitet og i parforhold.
Derefter gik deltagerne ud på en fem kilometers vandretur i skoven, hvor de havde yderligere to oplæg undervejs og tid til at gå og snakke med hinanden om emnerne.
Giver nogle anderledes snakke, når man bare er mænd sammen
“Det gav nogle anderledes og mere åbne snakke om nogle måske lidt svære emner, når vi kun var mænd sammen,” siger Michael Holm Petersen.
Han lagde også mærke til, at flere af deltagerne på vandreturen gik og snakkede med nogen, de ikke plejer at snakke med, når de er til gudstjeneste.
“Det har i hvert fald været med til, at vi som mænd i vores menighed kunne komme tættere på hinanden.”
Alle skal kunne være med – ikke kun de fysisk aktive
Inspirationen til at holde et arrangement for mænd har Michael Holm Petersen sammen med en håndfuld andre mænd i menigheden fået gennem organisationen 4M, hvorigennem de har været på nogle vandreture, blandt andet i Norge.
Dog var det vigtigt for dem, at alle fra menigheden kunne være med til denne mandedag – også de, der enten ikke kan lide eller holde til at være meget fysisk aktive.
Derfor sluttede dagen med bålmad og fri leg på shelterpladsen i LMH’s have inden den fælles afrunding.
For dem, der havde lyst til at vandre mere og lytte til fuglekvidder kl. fire om morgenen, var der arrangeret overnatning i et shelter fem kilometer inde i Gribskov. Det var der seks, der benyttede sig af.