”I må gerne bede om vækkelse i Cuzco!”
Det er en klar opfordring fra Julie og Emil Solgaard, som er missionærer i byen i det sydlige Peru.
Det er ikke store forhold, der kendetegner den lutherske kirke i Cuzco, men det seneste års tid har menigheden oplevet en betydelig vækst, da nye mennesker kommer til, og de oplever, at Gud åbner døre.
For et år siden var de typisk omkring 10-15 til gudstjenesterne, men nu er der på en normal søndag 20-25 inklusive den danske missionærfamilie på fem og menighedens præst med ægtefælle. Hvis alle i den lille menighed kommer til gudstjenesten, kan de være omkring 40.
Relationer er vigtige
Også i Peru rimer mission på relation.
”Relationer betyder utroligt meget. Vi besøger folk og drikker kaffe på café eller mødes i parker. Nogle gange udvikler relationerne sig og andre gange ikke. Det er vigtigt at være opmærksom på de muligheder, som Gud giver i hverdagen,” siger Julie.
Emil underviser hver uge i engelsk og dyrker sport med de unge. Det handler også om at opbygge gode relationer. Og det tager tid.
”Der er lang vej, fra man viser interesse for kirken, til man dukker op om søndagen,” siger han.
Et eksempel på relationsopbygning er Pepe. Han er omkring 60 år, og Julie mødte ham tilbage i oktober 2023, hvor hun var til svømning med Lukas, som er familiens ældste barn. Hun faldt i snak med ham, og han virkede til at have stor interesse for kirke og kristendom.
”Jeg har brug for mere Gud i mit liv”
Julie lagde derfor på opfordring sine kontaktoplysninger på en lap papir i hans badesandal og fik de følgende måneder mange mobilbeskeder med katolsk inspirerede hilsener både morgen, middag og aften.
Hun troede, at beskederne var en del af en rundsending til en større gruppe og reagerede derfor ikke på dem. Faktisk overvejede hun at slette ham som kontaktperson.
Men en dag ringede han og fortalte, at han havde været involveret i en trafikulykke, hvor han havde påkørt et barn. Det havde både fået store økonomiske og psykiske konsekvenser for ham.
”Jeg har brug for mere Gud i mit liv,” var hans besked til Julie.
I dag mødes Julie og Emil med ham hver 14. dag, hvor de beder for ham og læser Bibelen sammen. Han har også fået en evangelisk andagtsbog og er meget taknemmelig for fællesskabet.
Håbet er, at han også en dag følger med dem i kirke.