”Eleverne hyggede sig og har spurgt, hvornår vi skal gøre det igen.”
I dette skoleår er der fokus på læsning i 10. klasse på Sædding Efterskole, og det blev skudt i gang den 22. september med et læseevent i en dobbelt dansktime.
Pernille Koefoed-Hessellund, der er læsevejleder, og dansklærer Daniel Christiansen havde forberedt en masse litteratur, som eleverne kunne vælge imellem.
Det var lige fra faglitteratur og blade om motorer, motorcykler, ridning og jagt til historiske romaner, autofiktion, science fiction og fantasy.
De to lærere havde også skaffet klassesæt af bogen ”Hvad skal jeg med Jesus?”. På den måde kunne eleverne vælge at kombinere den tvungne læsning med opbyggelig læsning.
Sodavand, snacks og to lærere, der brænder for sagen
Pernille fortæller, at eleverne tog langt bedre imod tiltaget, end lærerne havde forestillet sig, og har efterspurgt et nyt læseevent.
”Jeg tror, en væsentlig årsag til det er, at de sad over for to lærere, der brænder for sagen, og som anbefalede noget, de selv godt kan lide,” siger hun.
”Og så var det bestemt ikke en ulempe, at vi sad hyggeligt i bløde møbler, og der blev serveret sodavand og snacks.”
De to efterskolelærere har ikke lagt en fuldstændig fast plan for resten af skoleåret, men der er planlagt det, de kalder forfatterskabslæsning i december.
”Vi skal arbejde med en bestemt romanforfatter, og så lægger vi syv romaner i to genrer frem, så eleverne kan vælge det, der ser mindst kedeligt ud.” siger Pernille.
Læsetræning er som at træne op til maratonløb
I dag er informationsmængden større end nogensinde, og der har aldrig været større brug for at kunne læse. Men træning er nødvendig, hvis man skal blive god til at læse,” siger Pernille og sammenligner det med at træne op til maratonløb.
”Man kan kalde det at få læsekilometer i benene.”
For at give en ide om, hvor meget træning, der skal til, fortæller hun, at inden for læsevejledningsverdenen taler man om, at 5.000 timers læsning er nødvendig for at blive en god læser. Det svarer til en time om dagen i 13,7 år.