Skolemusical på storskærm og i bilradio

  • af

Tilskuerne til musicalen på Løgumkloster Efterskole oplevede den i år som et drive in-arrangement, hvor den kunne ses på en kæmpemæssig storskærm, og lyden var i bilradioen.

Det skete på det store offentlige græsareal Slotsengen, der ligger bag skolen, fortæller forstander Jørn Nørgaard.

Årets forestilling var ”Pinocchio”, og der var to forestillinger: torsdag og fredag den 3. og 4. juni.

Vi valgte at gøre noget vildt

Afgørelsen om at holde musicalen som drive-in arrangement blev truffet kun to en halv uge før, da coronarestriktionerne for efterskolerne endnu ikke var genforhandlet.

Afgørelsen var imidlertid, at det stadig ikke var tilladt at gennemføre sociale arrangementer.

”Det efterlod os med to muligheder: at aflyse eller at gøre noget vildt,” siger Jørn Nørgaard-

Skolen valgte det sidste og begyndte at stille an til et drive in-arrangement.

De lejede en kæmpe storskærm, som man bruger til fodboldevents, og gik i gang med at søge om diverse tilladelser, blandt andet en sendetilladelse til brug af FM-båndet. Den sidste kom i hus om eftermiddagen dagen før første forestilling.

Dannebrogsflag i stedet for klapsalver

Ved første forestilling den 3. junivar der 75 biler på pladsen. Da der var flere mennesker i de fleste biler, gav det omkring 230 gæster, vurderer forstanderen.

Ved ankomsten fik alle biler udleveret nogle dannebrogsflag, som de kunne vifte med ud ad vinduet i stedet for klapsalver. Det gav skuespillerne en god fornemmelse af, at publikum var der. 

Begejstring og taknemmelighed

Det var ikke kun publikum, der var begejstrede. 

”Eleverne var helt oppe at køre over, at det var lykkedes. Det var virkelig et boost til fællesskabsfølelsen,” fortæller Jørn Nørgaard.

Mange havde glædet sig til musicalen, og taknemmelighed over, at skolen fandt en måde at gennemføre den på, var en anden dominerende følelse. 

”At musicalen blev gennemført på Slotsengen, gav også en helt anden kontakt med lokalsamfundet, end hvis den havde været ’gemt af vejen’ i hallen,” siger han.